Lena Heegaard (Vægmalerier) - kunstner profilside

Billede af Lena Heegaard (Vægmalerier) Jeg maler vægmalerier og malerier på lærred - begge dele på bestilling.
Jeg maler i en varm, tæt, naivistisk stil i glade, varme farver - både figurativt og abstrakt.

Mine motiver afhænger af kunden, men det er ofte dyr enten fra den afrikanske savanne eller danske breddegrader men det kan også være mere abstrakte symbolmalerier til den voksne kærlighed.

Konceptet er enkelt: Fortæl mig, hvad du bliver glad af at kigge på, og jeg skal forsøge at male det til dig!

Lena Heegaard (Vægmalerier)'s baggrund og uddannelse

Baggrund:
Jeg har tegnet og malet hele mit liv, dvs pt.37 år. Jeg er autodidakt kunstner, men har haft stor glæde af at have min mor, der er uddannet fra Kunsthåndværkerskolen, som mentor, inspirator og ikke mindst som kritiker.

Tidligere havde jeg arbejde på fuld tid og malede kun i fritiden. Det blev senere til deltid og en hjemmeside. Og for ca. et år siden tog jeg beslutningen om at hellige mig penslerne, blev momsregistreret og selvstændig billedkunstner på fuld tid.

Permanent udstilling kan ses på Rigshospitalets amb. 5003 og 5004. Her har jeg malet et jungle-savanne-vægmaleri i venterummet og adskillige vægmalerier i gangarealerne. Rigets børn har været med at vælge motiverne undervejs - så der er en mangfoldighed af flodhestre, tigre, leoparder, aber og papegøjer m. fl. Jeg håber det liver lidt op på de hvide gange, og for en stund giver forældre og børn et lille pusterum.

Andre udstillinger annonceres løbende på www.LenaH.dk Et par gange om året (eller fem) deltager jeg på BAZAR med "Englebasserne", der er en sammenslutning af forskellige kunstnere og designere. Bazar-datoer findes på www.englebasserne.dk og på www.LenaH.dk .

Lidt om værkerne med Lena Heegaard (Vægmalerier)'s egne ord

Inspirationen kommer når jeg taler med folk om, hvad de gerne vil have. Det kommer af sætningen (som jeg har fået utallige gange!): "Kan du ikke lige tegne en ... til mig, hva'?" Det kunne være alt fra yndige prinsesser til bloddryppende monstre! Jeg har altid holdt af at tegne og male det, som nogen gerne vil ha'!

Temaerne er uudtømmelige som et barns vidunderlige fantasi. Man skal kunne lide min streg og min måde at male på, men alt kan lade sig gøre. Frit valg på alle hylder!

Jeg har en forkærlighed for elefanter, som jeg ofte bruger som motiv i mine malerier. Det er så heldigt, at der er andre end mig, der elsker elefanter!
Disse store majestætiske dyr nærer en så rørende omsorg for deres unger og deres nære, at man må beundre dem. Tumlende i mudderbadet eller med snablerne tæt omslyngede, de er fantastiske dyr.

Teknisk er det vist ret enkelt, det jeg laver. Jeg maler i fri hånd direkte på væggen (eller på et lærred). Somme tider laver jeg en skitse først, men det er mere for kundens skyld, så jeg er sikker på, vi er nogenlunde enige om motiver og omfang.
Ellers kan jeg godt lide at tegne motiverne op på væggen med kul først. Kul er nemt at arbejde med og nemt at vaske af igen, hvis noget skal laves om.

Kender du nogen der ville elske et vægmaleri - på børneværelset, i venteværelset eller?? Så bare ring eller send en linie på Lena@LenaH.dk - det er nemt at se billeder, info, priser på www.LenaH.dk .

Lena Heegaard (Vægmalerier)'s egen hjemmeside

www.LenaH.dk

Kunstnere i samme kategori

Medlem siden 16-09-2006