I kunst behøver man ikke nødvendigvis tage billedtekster for pålydende,men i Rikke Hyldahls eksempel giver det god mening. ”Jordeksplosion” viser, athun er inspireret af naturen, af verden derude, men også, at hun ikke ertilfreds med at lave landskabsbilleder, hvor alt indordner sig stille og roligtog harmonisk. I tuschtegningen ser vi motivet, en by på en bakketop og et træ,eksplodere i en voldsom energiudladning og fare elliptisk og asymmetrisk op modhimmelsfæren, knopskydende sig i alle retninger. I ”Kaotisk paradis” er dennaturalistiske landskabsskildring helt forladt til fordel for et virvar afdynamiske linjeføringer, der kan minde om strømhvirvler eller en tornado i fuldudfoldelse. Kompositionernes dynamik og fint sammenvævede net af farveflader ogkonturer afslører en kunstner, der ser naturen og den verden, den indgår i somen aldrig stoppende bevægelse. Et eldorado af visuelle synsindtryk, som kunligger og venter på at blive opdaget af hendes umiddelbare begejstring ognysgerrighed. Det er derfor, hun kan se det frugtbare, det paradisiske i kaos. 

RikkeHyldahls inspirationskilder ligger bevidst eller ubevidst hos de kunstnere, somhar været interesserede i naturens iboende kraftkilder og måder at organiseresig på: Leonardo da Vinci med sin livslange fascination af strømhvirvler,barokkens svulmende kraftfulde loftsmalerier med dens mylder af sammenflettedepersoner,  Jugendstilens dyrkelse af organiske arabeskformer, og endeligaf nutidens kunstnere, som genfortolker disse elementer i en ny og moderneretning. Gennem årene er der kommet stadigt mere energi i Rikke Hyldahlsbilleder. Så meget, at hun også kan finde på at forlade papirets ellerlærredets todimensionale flade og begive sig ud over rammen i installationer,som kombinerer akrylmaleri, akvarel, tegning og collage.

Pådenne måde bliver diskussionen om figuration kontra abstraktion ogsåirrelevant. Rikke Hyldahl er ikke interesseret i en fotografisk gengivelse afnaturen, men i at skildre processerne bag den ydre verdens fænomener. Det ersom om, hun fornemmer, at der bag de tilsyneladende statiske objekter skjulersig en aldrig stoppende bevægelse på et såvel makroskopisk som mikroskopiskniveau. Masse er lig med energi, som Einstein opdagede. Og hvor mange kan næreen angst for de voldsomme og måske endda ukontrollable energiudladninger, følerRikke Hyldahl sig tydeligvis fascineret og opstemt af denne atomernes ogmolekylernes evige dans. I modsætning til de mere traditionelle landskabsmalerenøjes hun heller ikke kun med at finde sine motiver i skov, eng og strand:Bylandskaber, design, graffiti, afskallede mure, legetøj, hvad som helst, derfanger Rikke Hyldahls altid observerende øje, kan komme til at indgå ifrugtbare alliancer i det færdige kunstværk. Et kunstværk og kunstværker, somdet er meget svært ikke at blive suget ind i og fascineret af.