Søg kunstnere


Vis med profilbillede

Nyeste kunstnere

Seneste kunstartikler

Lise Harlev – dansk kunstner i Berlin

National identitet er for den danske kunstner Lise Harlev et centralt og vigtigt tema, som gennem flere år har givet inspiration til hendes kunstværker, der har fået stor anerkendelse både i og uden for Europa. Lise Harlev, der er født og opvokset i Odense, har som mange andre kunstnere valgt at bosætte sig og arbejde i det internationale Berlin.

Lise Harlev, More his place than mine, 2006

- Hvorfor tror du, at så mange danske kunstnere har valgt at bosætte sig i Berlin?

Her er først og fremmest billigt at leve, og det tiltrækker mange kunstnere, musikere, teaterfolk, etc. fra hele verden. Og det internationale kreative miljø, som opstår derigennem, er så igen med til at trække andre kunstnere hertil, så det er nok sådan en selvforstærkende effekt.

- Hvad er det Berlin kan, som andre byer ikke kan, f.eks. London, Paris?

Som allerede nævnt er Berlin billig at leve i og meget international. Desuden har byen en helt særlig afslappet og åben atmosfære,  som igen nok hænger sammen med, at man ikke behøver arbejde lige så hårdt for at betale huslejen, men også byens relativt nye status som genforenet by gør, at den endnu er under udformning. Man har følelsen af, at mange ting stadig kan lade sig gøre i Berlin, og at man kan være med til at præge den her og nu.

- Hvorfor har du selv som kunstner valgt at bosætte dig i Berlin?

Af mange forskellige årsager. Dels var jeg træt af København og ville til udlandet, og dertil havde jeg altid havde haft lyst til at bo i Berlin og kendte folk der i forvejen.

- Er kontakten med andre danske kunstnere i Berlin vigtig for dig, eller har du kontakt med flere forskellige nationaliteter?

For mig udelukker de to ting på ingen måde hinanden. Jeg har en del kontakt til andre danskere i Berlin, men har mindst lige så mange venner af anden nationalitet. Det er næsten uundgåeligt at have kontakt med andre danskere, da der er så mange her, og man ofte kender hinanden fra Danmark. Men på en eller anden måde får det aldrig karakter af danskerkoloni, da vi alle hver især har venner, som ikke er danskere, og miljøet generelt er så internationalt.

- Er dine billeder inspireret af at du bor i Berlin, eller henter du inspirationen andre steder fra?

Mine værker har i mange år handlet om national identitet, også før jeg flyttede til Berlin, og det er klart, at min flytning til Berlin ikke har gjort temaet mindre relevant for mig. Det er måske andre aspekter af den nationale identitet, som jeg nu undersøger, efterhånden som jeg er blevet mindre tilflytter og mere en almindelig herboende. Men det er stadig et tema, som optager mig meget, og som jeg bliver ved at tænke over.
Du kan læse mere om Lise Harlevs internationale kunstkarriere og se flere af hendes kunstværker på www.liseharlev.com


 

Lise Harlev, Where people don’t know you, 2006

 

 

 

 

Af Maja Baltzersen, www.majasmalerier.webbyen.dk

Login her

Kan du ikke logge ind? Opret gratis kunstnerprofil

Få det gratis nyhedsbrev